|   |
|
  |
Udtalelse fra Nepenthes' generalforsamling, 14. oktober 2006
Vi finder, der er et stort behov for at styrke indsatsen for skovenes natur - både i Danmark og internationalt.
Vi opfordrer regeringen til følgende:
Der fokuseres for meget på enkeltsager i stedet for den generelle naturindsats. Desuden henleder regeringen debatten på "miljømilliarden" og "700 millioner kr. ekstra", til trods for at den samtidig forsømmer at oplyse, hvor mange milliarder, der er blevet sparet på natur- og miljøindsatsen.
Vi finder, at der er behov for at komme til sagen og besvare det centrale spørgsmål:
Hvordan vil regeringen sikre, at Danmark ikke mister flere arter efter år 2010?
Regeringen bør:
- Konkretisere 2010-målet og i samarbejde med interesseorganisationerne udarbejde kriterier for, hvornår målet er opfyldt i Danmark
- I stil med rapporten Millennium Ecosystem Assessment gennemføre en grundig undersøgelse af, hvorledes naturens ressourcer bidrager til velfærd i Danmark
- I samarbejde med interesseorganisationerne afholde en evaluering og derefter en opdatering af regeringens handlingsplan for biologisk mangfoldighed
Hverken regeringen eller interesseorganisationerne har i øjeblikket kendskab til, hvor mange arter som forsvinder fra den danske skovnatur. Dette skyldes, at vi har meget ringe kendskab til tilstandene i de private skove, til trods for at disse udgør næsten 70 % af det danske skovareal.
Vi opfordrer regeringen til:
- At gennemføre en grundig feltregistrering af skovnaturen og de truede arter, som lever i de danske privatskove
- At skabe klarhed over, hvorledes biologisk værdifulde arealer i privatskovene skal beskyttes, samt hvordan de danske skovejere skal kompenseres for eventuelle tab
Staten har gennem de seneste år indført naturnær skovdrift i de danske statsskove og stiller som led i denne drift visse krav til, hvilke naturhensyn skovdriften skal respektere. Den samme udvikling har ikke fundet sted i det private skovbrug, og der er nu et behov for at sikre, at dansk skovbrug lever op til en minimumsstandard af naturbeskyttelse.
Regeringen bør:
- Indføre et forbud mod anvendelse af invasive arter som f.eks. sitkagran og contortafyr i de danske privatskove
- Indføre et forbud mod at skov konverteres til bevoksninger med juletræer og pyntegrønt
- Indføre et krav om at der efterlades mindst ti træer per hektar til naturlig henfald
- Indføre et forbud mod etablering af nye dræn i skovene
- Afsætte midler specifikt og udelukkende til betaling for private skovejeres udlæg af urørt skov
De store pattedyr som kvæg, hest, vildsvin og europæisk bison kan medvirke til at skabe lysåbne skove med meget høj biologisk mangfoldighed. Det er derfor ikke foreneligt med regeringens mål om at standse tabet af arter, at man systematisk bortskyder alle vildsvin i Danmark og fastholder det danske forbud mod græsning i skovene.
Vi opfordrer regeringen til at:
- Standse udryddelsen af vildsvin i Danmark
- Fjerne det danske forbud mod græsning i skoven
Vi opfordrer regeringen til :
- At skabe danske nationalparker som overholder de internationalt anerkendte IUCN Kategori II definitioner
- At udarbejde en national strategi for at forbinde naturområder i et sammenhængende netværk
Vi opfordrer regeringen til:
- At følge anbefalingerne fra Folketingets Miljø- og Planudvalg om at forbyde importen af ulovligt træ
- At indføre en lov som sikrer, at det offentlige kun indkøber tømmer, som er produceret socialt og miljømæssigt ansvarligt
- At leve op til løfterne om, at natur- og miljøindsatsen skal integreres i den danske ulandsbistand
- At styrke den danske naturindsats i FN
Vedtaget på Nepenthes' generalforsamling 14. oktober 2006
|
|
  |
|
|
© 2010 Nepenthes, Odensegade 4b, Postboks 5102, DK - 8000 Århus C, Tlf. 86 13 52 32, Fax. 86 12 51 49, info@nepenthes.dk |