|
FSC - Forest Stewardship Council
Af Loa Dalgaard Worm, Sekretariatsleder FSC Danmark, september 2007
FSC mærker bæredygtigt træ
FSC-mærket er en garanti for træ, du kan købe med god samvittighed. I en FSC-skov bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig er FSC en garanti for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er sikret uddannelse, sikkerhedsudstyr og ordentlig løn.
Det kan nemlig godt lade sig gøre at fælde træer i en regnskov, uden at den tager skade af det. FSC-mærkning tager fat om problemet med overudnyttelse af verdens skove ved at mærke træ fra skove, der udnyttes bæredygtigt.
Det løser ikke alle problemerne, men skal ses som et skridt i den rigtige retning.
Afskovningen i troperne er en kompleks problemstilling, som kun kan løses ved at arbejde på mange fronter på samme tid, og FSC-mærkningen er en af dem.
FSC er desuden den eneste globale mærkningsordning, der har bred opbakning fra grønne organisationer som WWF, Greenpeace og Nepenthes.
For forbrugere og indkøbere over hele verden er FSC altså den lette vej til at gøre noget godt for verdens skove og de mennesker, der bor i og ved den.
Troværdig certificering
Al FSC-certificering foregår gennem uafhængige konsulentfirmaer, der er godkendte af FSC. Når en skovejer gerne vil have sin skov certificeret, er det uafhængige 3. parts konsulenter, der foretager selve vurderingen af skovområdet og kommer med anbefalinger til de ændringer, der er nødvendige for at opnå certificering. Disse konsulenter i certificeringsfirmaerne har ingen indflydelse på, hvordan den skovstandard, de certificerer efter, ser ud.
Der er med andre ord en tredeling mellem dem, der fastsætter retningslinjerne, dem der foretager vurderingen efter retningslinjerne, og dem der ejer skoven. Det er denne opsplitning, der sikrer uafhængighed og uvildighed i certificeringssystemet.
Derfor er FSC's Chain-of-Custody (CoC)-certificering den mest troværdige og anerkendte mærkningsordning for træ i verden.
FSCs udbredelse
- I marts 2007 var ca. 91 millioner hektar skov FSC-certificeret på verdensplan. Det svarer cirka til 21 gange Danmarks areal.
- Over 20.000 produkter fra FSC-certificerede skove findes på det globale marked.
- I dag er FSC-certificering spredt til 77 lande, og 37 lande har egne nationale initiativer, fx FSC Danmark.
- I marts 2007 var 5.480 virksomheder FSC Chain-of-Custody-certificerede eller havde et FSC skov-forvaltningscertifikat, og der kommer hele tiden flere til.
- I Danmark er alle statsskovene FSC-certificerede, og derudover to skove yderligere. På sigt vil FSC-certificering i Danmark medføre, at man på gåture i skoven vil opleve et rigere og mere varieret dyre- og planteliv end i dag, hvor naturoplevelsen er domineret af danske løvtræer.
- Der er i Danmark i øjeblikket 65 FSC-certificerede virksomheder.
FSC er indtil videre det eneste globale miljømærke for træprodukter, som sikrer, at træet er ansvarligt produceret. Det er desværre ikke alle træprodukter, der findes i en FSC-mærket udgave, men der kommer hele tiden nye til, og jo flere kunder efterspørger FSC, jo flere produkter kommer der på markedet.
 |
| Foto: Niels Olesen |
Hvis du derfor spørger FSC-mærket, næste gang du skal købe et produkt af tropisk træ, er du med til at hjælpe med at redde verdens skove - også selv om produktet ikke findes i en FSC-udgave. På www.fsc.dk kan du finde en liste over danske producenter og forhandlere af FSC produkter.
Historien bag FSC
FSC er forkortelsen for Forest Stewardship Council, som på dansk kan oversættes skovforvaltningsrådet. FSC er en international medlemsorganisation, der arbejder i alle dele af verden, men som har hovedkvarter i Bonn i Tyskland. Organisationen blev stiftet i 1993 af en sammenslutning af mennesker, der havde interesse i at gøre noget for at stoppe den negative udvikling verdens skove var inde i. Sammenslutningen bestod både af
- repræsentanter for miljøorganisationer
- træhandlere
- skovbrugserhverv
- indfødte folks organisationer
- skovejere
- certificeringsfirmaer
Det var altså en broget sammenslutning af mennesker, der alle var enige om, at den måde som skovene blev udnyttet på ikke var holdbar, hvis verden også skulle have skove i fremtiden. FSC har i dag 618 medlemmer fra 76 lande.
>> Læs mere om historien bag FSC her
De 10 principper
 |
| Foto: Niels Olesen |
Alle beslutninger i FSC organisationen foretages på generalforsamlinger. Det er derfor også her, at FSC har vedtaget 10 principper for ansvarlig skovforvaltning.
Disse 10 principper er en slags grundlov for FSC, og gælder for skovforvaltningen i alle Verdens lande. For at gøre de 10 principper brugbare over hele verden udgøres hvert princip af en række kriterier, som skal overholdes. Dette har været nødvendigt, da man jo ikke kan sammenligne skovforvaltningen i en brasiliansk regnskov med skovforvaltningen i en svensk nåleskov.
Skovstandarden bliver derfor tilpasset i forhold til de omstændigheder, der gør sig gældende i det land, skoven befinder sig i. Denne tilpasning foregår på den måde ud fra de kriterier, som principperne udgøres af, og det er derfor forskelligt, hvilke indikatorer der lægges mest vægt på fra land til land.
>> Se de 10 grundprincipper for FSC og deres kriterier her
>> Se nogle eksempler på skovstandarder her
FSC - en sikker mærkningsordning
FSC-logoet er altid en helt sikker garanti for, at produktet stammer fra en FSC certificeret skov.
Logoet er sikkert, fordi produktet været kontrolleret en lang række gange fra det stod i skoven som et træ til det findes i butikken.
Hver gang træet skifter ejer, skal den nye ejer kontrolleres for at sikre, at der ikke snydes med træet. Kontrollen foretages af et uafhængigt certificeringsfirma, og er således en 3. parts certificering.
Denne kontrol af alle produktionsled kaldes for Chain of Custody (CoC) og er en af grundpillerne i FSC. Fordi der er så meget kontrol over, hvor træet befinder sig hele tiden, er det meget svært at snyde med FSC-logoet, og der skal meget til, før et stykke træ får FSC-logoet på.
 |
| Foto: Niels Olesen |
Du kan selv kontrollere dit FSC produkt
I forbindelse med CoC certificeringen får virksomheden en unik kode, som skal følge produktet, når det sælges til næste led i kæden. Denne kode gør det muligt både for forbrugerne og for FSC at kontrollere, at produktet er ægte. Koden består først af 2-3 bogstaver, som er initialerne for den certificeringsvirksomhed, der har foretaget kontrollen med træet. Herefter står der "CoC" og til sidst et nummer.
En kode skal altså se sådan ud: SW-CoC-123.
Da denne kode er unik, kan man finde den grossist eller producent, der har leveret produktet til forretningen.
Det kan man selv gøre hjemmefra ved at går ind på www.fsc-info.org og indtaste koden.
Hvis der ikke kommer et navn på en virksomhed frem, når man taster koden, bør man kontakte FSC. Det er af konkurrencegrunde ikke muligt for dig selv at spore produktet helt tilbage til skoven, men det har FSC stadig mulighed for. Alle former for snyd er derfor meget nemt at opdage.
FSC certificering af skoven
 |
| Foto: Jens Kanstrup |
FSC handler jo om at passe på Verdens skove, og dette kræver ikke bare løfter, men også kontrol. Når en skovejer gerne vil have sin skov FSC-certificeret, kontakter han et uafhængigt certificeringsfirma, som FSC har godkendt til at foretage certificeringer.
Certificeringsfirmaet sender to konsulenter til skovejerens kontor. Her interviewer de medarbejderne og får overrakt alle relevante bilag, som de undersøger grundigt. Samtidig planlægges et besøg ude i selve skoven, så konsulenterne kan se, om forholdene virkelig er sådan, som medarbejderne og papirerne giver udtryk for. Herefter tager konsulenterne ud og besøger skoven og indsamler data.
Til sidst skriver de en rapport over besøget, og sender den til nogle censorer, der afgør, om skovdistriktet lever op til de relevante FSC-skovstandarder, og derfor kan modtage et FSC-certifikat.
Censorerne kan også beslutte, at det kræver nogle tilpasninger for skoven at blive godkendt, og komme med anbefalinger til, hvordan dette skal gøres. Et certifikat gælder i 5 år. Når de 5 år er gået, skal der igen foretages en grundig kontrol.
Det er dog en betingelse, at alle FSC-mærkede skove besøges en gang om året, og at man på dette besøg gennem stikprøver kontrollerer, at distriktet lever op til de skovstandarder, som FSC har sat.
>>Læs mere om FSC skovcertificering her
>>Læs mere om CoC her
Hvordan fungerer demokratiet i FSC?
FSC er et afbalanceret samarbejde mellem forskellige skovinteresser - de økonomiske, sociale samt naturmæssige interesser - hvor alle parter er ligeværdige. For at sikre at alle interesser har lige meget indflydelse, er FSCs medlemmer inddelt i et økonomisk, et socialt og et miljømæssigt kammer. Samtidig er organisationen delt ind i en region nord og en region syd. Ved afstemninger stemmer de enkelte medlemmerne i det kammer og den region, de tilhører. Beslutningen bliver så taget på baggrund af resultatet fra de enkelte kamre og regioner. Dette sikrer, at et kammer ikke bliver for magtfuld, selvom det har mange flere medlemmer end de andre to kamre. Enhver beslutning kræver nemlig to kamres flertal, og ikke flertallet af den samlede medlemsskare som i andre organisationer.
Foto: Jens Kanstrup
>>Læs mere om FSCs vedtægter her
Den lokale afdeling for FSC
FSC International har en række selvstændige lokalafdelinger, som hedder "National Initiatives" (NI). Det er idealet for FSC at være repræsenteret i alle lande, der har en NI. Dette ideal er dog ikke økonomisk realistisk, da FSC ikke har penge til at etablere NI'er selv. Det kræver derfor lokal finansiering for at en NI kan blive oprettet, og den kan være svært at finde - især i den fattige del af Verden. Der er derfor flere lande, som har FSC-mærket skov, men ingen NI til at varetage FSC's interesser i landet. I Danmark har vi et Nationalt Initiativ. Den hedder "FSC Danmark".
For at etablere en NI er det nødvendigt at oprette en arbejdsgruppe af interesserede organisationer og privatpersoner.
Målet for arbejdsgruppen er i første omgang at kunne etablere sig som NI. For at blive godkendt som NI af FSC International kræver det nemlig, at der skal være et bredt lokalt engagement fra alle tre kamre.
Derudover skal der formuleres selvstændige vedtægter for NI'en, som skal godkendes af FSC. Denne godkendelse er et krav bl.a. for at sikre, at afstemninger og åbenhed lever op til de krav, FSC stiller.
>> Læs mere om etablering af en NI her
FSC Danmark
FSC Danmark er stiftet som forening i Danmark og er en uafhængig, juridisk enhed. Vi er godkendt af FSC International som den officielle danske afdeling af FSC.
Økonomisk set er vi selvfinansieret og modtager ikke økonomisk støtte fra FSC International. Vi modtager heller ikke en del af det beløb, som virksomheder og skovejere betaler for at blive certificeret. Vi er i stedet finansieret dels gennem medlemskontingenter fra danske virksomheder og organisationer og dels gennem fondsmidler.
Medlemmerne fordeler sig i tre grupper: miljøorganisationer, sociale organisationer og virksomheder. Medlemmerne arbejder alle mod at fremme miljømæssigt ansvarlig, socialt gavnende og økonomisk levedygtig skovdrift. Medlemmerne af FSC Danmark er i september 2007 følgende 26 virksomheder og organisationer:
- Barrit Skov / Diverse Raavarer
- 3F/BAT Kartellet
- Greenpeace
- COOP
- Nepenthes
- Hørning Parket
- WWF
- Johan Olsen
- JYSK
- Tracer
- Scancom
- NEPCon
- Svendborg Tryk
- Trip Trap
- DLH
- Gert Skyt
- Bauhaus
- Aalborg Træ og Finer
- Precious Woods
- Arctic Paper
- Spekva
- Nørhaven
- DS Certificering
- Hvalsø Savværk
- Kaj Bech
- LaCoya
>> Læs mere om FSC Danmark her
Har du spørgsmål eller kommentarer er du velkommen til at kontakte FSC på info@fsc.dk eller finde flere oplysninger på vores hjemmeside
|