Stor grøn papegøje savnes...

...…var navnet på Nepenthes' kampagne til støtte for den store grønne ara i området omkring regnskovsreservatet Indio Maiz i det sydvestlige Nicaragua. Den grønne ara, der er en af verdens største papegøjer, lever i Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika. Størstedelen af de kun 2500 resterende papegøjer lever i den sydlige del af Nicaragua. Desværre bliver skoven udenfor reservatet fældet i foruroligende fart, og det truer den grønne aras overlevelse.

 
Kampagnen startede 15. januar 2006 og løb frem til foråret 2007. Den havde til formål, at oplyse om de forhold der har gjort livsbetingelserne svære for den grønne ara. Udover informationsarbejdet har Nepenthes stået for indsamling af midler til de lokale bønder i Indio Maiz-reservatet.

Hvad er pengene gået til?
Bønderne i området udenfor Indio Maiz er ekstremt fattige og sælger deres skov for at få mad på bordet. Ara-projektet blev lavet for at give dem et alternativ og en mere langsigtet levevej. De bønder der har meldt sig til projektet omdanner deres skov til private skovreservater. Disse reservater må ikke ryddes, men skoven må gerne bruges til bæredygtig produktion. Det kan eksempelvis være at dyrke kakao, som kan gro under de store træers skygge. Det kan også være bæredygtigt skovbrug efter FSC-certificering, hvor skoven dyrkes, uden at den lider overlast.

Strategien er at udvikle alternative indtægter for bønderne. Det gør vi ved at rådgive og hjælpe bønderne indenfor turisme, investering, certificeret skovbrug og andre bæredygtige indtægtsmuligheder.

>> Læs mere om bøndernes situation

Igennem Nepenthes' DANIDA støttede projekt "Miljøoplysning i Nicaragua" informeres bønderne om det enestående område de lever i, og om vigtigheden af at passe på det. Undervisning af områdets børn er en stor del af projektet. Børnene har i det hele taget en stor betydning for projektet og dets succes. Det er dem, der overvåger bestanden af den grønne ara. Det gør de ved at udfylde skemaer, når de ser en grøn ara. De skriver ned, hvor de har set den og hvad den lavede. Disse skemaer afleverer de i skolerne.

Fokus på den Grønne Ara og miljøet er grundstenene i en langsigtet bedring af forholdene i området. Det giver bønderne en stolthed over at leve i netop dette område af Nicaragua, og det giver dem indsigt i, hvorfor det er vigtigt at passe på papegøjen og skoven på deres jord.

 

>> Læs mere projektet for miljøbevidstgørelse
>> Fakta om den grønne ara


 

Lokale samarbejdspartnere

 

Fundacion del Rio er vores lokale samarbejdspartner i Nicaragua. Det er en meget stabil og kompetent organisation, som vi har erfaring med fra projektet Miljøbevidstgørelse, der er et andet projekt, som vi kører i samme område.

Fundacion del Rio står for at få kontrakterne med bønderne på plads. De hjælper også med at opmåle skovarealerne og udfærdige ansøgninger for registrering som privat skovreservat.



En gang årligt afholdes en festival for den grønne ara, som bliver arrangeret af Fundacion del Rio og en miljøorganisation fra Costa Rica. Bønderne, der er med i papegøje-projektet, vil få udbetalt deres præmie ved denne festival. Inden da har Fundacion del Rio kontrolleret, at bønderne ikke har fældet skov, og at de er i gang med at opstarte en bæredygtig alternativ indtægt.

Fundacion del Rio agerer også som konsulenter for bønderne, og hjælper dem til at investere pengene fra Danmark på en fornuftig måde. Ydermere hjælper de med råd, vejledning og kontakter til både myndigheder og bønderne imellem.

 

Kampagnen i Danmark

 

Gennem hele kampagnen "Stor grøn papegøje savnes" har der løbende været aktiviteter med det formål at informere danskerne om de problemer, der har gjort livsbetingelserne svære for den grønne ara. Frivillige fra Nepenthes har holdt gratis foredrag på skoler, udgivet undervisningsmateriale og afholdt arrangementer for børn. Flere gange har det været muligt, at møde den store grønne ara i landets storcentre, hvor der har været aktiviteter for de mindste såsom ansigtsmaling, knæk en nød-konkurrencer og pusterørsskydning. Flere gange har Nepenthes fået hjælp fra kampagnens protektor Sebastian Klein, der har underholdt høj og lav.

 

Undervisningsmateriale stadig tilgængeligt

 

Skønt kampagnen er afsluttet, er det stadig muligt at downloade undervisningsmateriale om den grønne ara. Der er noget for alle klassetrin fra børnehaveklassen til 10. klasse, så går du i folkeskolen og har du lyst til at vide mere om regnskoven og den store grønne ara, så er du kommet til det rigtige sted.

>> Læs mere om undervisningsmaterialet her