Projektet om den grønne ara

Kampagnen stor grøn ara savnes er et projekt, der har til formål at redde den grønne ara-papegøje fra udryddelse.

Det hele foregår i det sydvestlige Nicaragua i et område, der grænser op til et stort naturreservat, der hedder Indio Maiz.

Midlet til at gøre det er at opbygge private skovreservater i netop det område, hvor de fleste grønne ara'er yngler. Skovreservaterne sikrer, at der ikke bliver ryddet store skovområder, og sikrer dermed den grønne aras levested.

Overgangen til private skovreservater giver bønderne mulighed for at opbygge bæredygtig produktion af eksempelvis kakao, økoturisme eller bæredygtig skovbrug, hvilket vil sikre familierne en mere langsigtet indtægt end salget af træerne på deres jordlodder.

Muligheden opstår, fordi bønderne ved at omdanne skoven til private skovreservater opnår en skattemæssig fordel, og samtidig gennem samarbejdet med Nepenthes og Fundation Del Rio, Nepenthes samarbejdspartner i området, opnår støtte til at organisere sig og udvikle en produktion.

>> Læs mere om bøndernes situation

Problemets kerne

Bønderne, der lever i området, er meget fattige og lever hovedsageligt af at sælge træerne på deres jorde til tømmerselskaber eller rydde deres skovområder for at lade kreaturer græsse på området. Derfor forsvinder skoven, der grænser op til reservatet, og det betyder, at den grønne ara også forsvinder. Det er især et problem for araen, fordi den udruger sine unger i en helt bestemt træart - almendroen. Her finder den de huller, der skabes i stammen, når store grene falder af. Problemet er bare, at almendrotræet skal være mere end 150 år gammelt, før hullerne i stammen bliver store nok til, at den grønne ara kan være der med sine unger.

Når bønderne sælger træerne eller rydder deres jord, rydder de også de store gamle træer, og dermed bliver der færre og færre træer, som papegøjen kan ruge i. Det er især denne tilbagegang i egnede redetræer, der har ført til, at den grønne ara nu er truet af udryddelse.


>> Læs mere om Indio Maiz-reservatet
>> Læs mere om truslerne mod reservatet
>> Læs mere om truslerne mod bufferzonen og dens bønder

Langsigtet strategi

Nepenthes vil med projektet stor grøn papegøje savnes arbejde mod en langsigtet løsning, der hjælper både skovene og bønderne, og samtidig sikrer den grønne aras overlevelse. Konkret bygger projektet på økonomisk og rådgivningsmæssig støtte til bønderne, der til gengæld forpligter sig til ikke at sælge eller rydde deres skove.

Støtten bliver betalt bagud én gang årligt i tre år, hvor bonden er med i projektet. I de tre år, hvor der bliver ydet økonomisk støtte, skal bønderne bruge på at få en bæredygtig produktion i gang, som familien kan leve af efter den økonomiske støtte falder bort.  

Nepenthes hjælper bønderne med opstart af bæredygtige produktion, med at organisere sig og med at få deres produkter afsat. Det kan eksempelvis være produktion af kakao, der er en god afgrøde at dyrke, fordi den kan vokse i skyggen under de høje træer, og skoven derfor kan få lov til at stå.

Undervisning som vejen frem

Igennem miljøoplysning informeres bønderne om det enestående område, som de lever i og vigtigheden af at passe på det. Miljøundervisning er også blevet sat på skemaet i 48 af områdets skoler. I skolerne undervises børnene i det miljø, de lever i. I skolernes køkkenhaver lærer børnene at dyrke bæredygtige afgrøder. Miljøundervisningen er en bragende succes, og de unge har dannet økologiske brigader, som rapporterer om ulovlig indtrængen eller fældning i det reservat, de bor op ad.

De overvåger også bestanden af grøn ara ved at udfylde observationsskemaer, som de afleverer i skolerne.

Fokus på den grønne ara og miljøet er grundstenene i en langsigtet bedring af forholdene i området. Det giver bønderne en stolthed over at leve i netop dette område af Nicaragua, og det giver dem indsigt i, hvorfor det er vigtigt at passe på papegøjen og skoven på deres jord.


 
>> Læs mere projektet for miljøbevidstgørelse